Science City Lyngby lancerer Bæredygtighedspris

Science City Lyngby lancerer lokal bæredygtighedspris, der skal uddeles til en organisation eller virksomhed, der har gjort en særlig indsats for den grønne omstilling.

Den nye bæredygtighedspris skal være med til at inspirere, motivere og samle gode eksempler på indsatser, der styrker den grønne omstilling på tværs af brancher. Alle Lyngby-Taarbæk Kommunes virksomheder, organisationer og uddannelsessteder er inviteret med i konkurrencen.

”Den grønne omstilling vinder i stigende grad indpas i flere og flere brancher. Derfor er vi glade for at kunne præsentere en Bæredygtighedspris i Science City Lyngby, som kan være med til at samle og dele viden om – og honorere – alle de utroligt mange gode eksempler, vi har her i byen,” siger Marianna Lubanski, direktør i Science City Lyngby.

Kompetent jury skal udvælge vinderen
Til at bedømme indstillingerne til prisen samler Science City Lyngby og projektgruppen en jury af fagpersoner, der får til opgave at udvælge det bedste projekt. Juryen vil blive præsenteret på et senere tidspunkt.

Baggrund
Science City Lyngbys nyeste netværk – Netværk for Grøn Omstilling – har med Bæredygtighedsprisen allerede inden dets allerførste møde igangsat i netværkets første projekt. Det er nemlig i regi af Netværk for Grøn Omstilling, at Science City Lyngby har søgt og fået bevilget støtte til en Bæredygtighedspris af Lyngby-Taarbæk Kommunes Bæredygtighedspulje.

Det betyder, at Science City Lyngby og Netværk for Grøn Omstilling allerede har samlet en projektgruppe i netværket, som er med til at definere dette års – og det allerførste – tema for Bæredygtighedsprisen.

Du kan stadig nå at være med i netværket, hvis du gerne vil sætte dit præg på den grønne omstilling i Science City Lyngby.