Nyt fra Vidensbyen

Netværk og events i trygge rammer

Vidensbyens DNA er netværk, videndeling og samskabelse. Covid-19 vil dog ændre den måde vi mødes på også i det kommende halvår. Alle større events, hvor vi mødes med aktører fra mange forskellige organisationer, erstattes af digitale mødeplatforme eller webinarer. Det er for eksempel tilfældet med Karriereeventet den 23. oktober, som Vidensbyen afholder sammen med Copenhagen Capacity.

Vores egne netværksmøder fastholdes som fysiske møder, hvor vi selvfølgelig vil følge myndighedernes krav om afstand, afspritning, individuel servering, osv. Vi synes, det er vigtigt, at vi fortsat mødes fysisk medlemmerne imellem for at sikre den gode vidensudveksling og for den samskabelse, vi er i gang med på alle områder fra grøn omstilling til digitalisering i detailhandlen.

Vi vil sørge for at arrangere vores netværksmøder i nye formater, så vi for eksempel mødes i nye og større rammer end vi plejer, at vi kan være mere udenfor og/eller tage på relevante studieture. Det er vigtigt for os, at alle vores medlemmer er trygge ved at mødes i Vidensbyen. Hvis du har det mindste spørgsmål eller specifikke ønsker til vores møder for at du kan føle dig tryg, hører vi gerne fra dig.

Vi glæder os til et spændende efterår sammen.

Vel mødt i Vidensbyen!