Guldæg 2021 er åben for indstillinger

Vidensbyen er igen i år vært for iværksætter-konkurrencen Guldæg, hvor vinderen præmieres med en tur til Tel Aviv.

“Vi er meget glade for at Science City Lyngby igen kan være vært for Guldæg-konkurrencen. Det at skabe attraktive rammer for iværksætteri er en stor del af Science City Lyngbys strategiske arbejde. Det entreprenante miljø, de bringer med sig, bidrager til en særlig dynamik i et område. Og det vil vi gerne støtte op om,” siger Marianna Lubanski, direktør i Science City Lyngby.

Er du IT-iværksætter? Og sidder du på et guldæg i form af en innovativ idé, der er klar til at få luft under vingerne? Så har du nu mulighed for at deltage i IT-iværksætterkonkurrencen Guldæg, som løber af stablen til august i Maersk Drillings hovedkvarter i Lyngby.

For at deltage i konkurrencen skal du senest den 1. juni indsende dit projekt.
Se mere om konkurrencebetingelser og frister på: www.guldæg.dk


De tre bedste idéer vil bliver udvalgt af en jury bestående af:
Anette Nørgaard – Vækstfonden
Tommy Andersen – byFounders
Marika Reis – Maersk Drilling
Sussi Bianco – CEO Sussi Bianco
Jan Rosenbom – Keystones

Er du blandt de tre udvalgte, skal du på selve finaledagen overbevise juryen om, hvorfor netop dit projekt kan blive Danmarks næste IT-succes.

Om Guldæg
Guldæg er en IT-iværksætterkonkurrence med stort udsyn. Vinderen præmieres med en tur til DLD Tel Aviv Innovation Festival, hvor man gennem et skræddersynet program får mulighed for at videreudvikle sit projekt i et af verdens bedste iværksættermiljøer i den israelske vækstby Tel Aviv.