Årets Science Festival er i gang

Nye, spændende skole-virksomhedssamarbejder

Årets Science Festival skydes officielt igang i uge 39 i forbindelse med den nationale naturvidenskabsfestival i regi af ASTRA. Men allerede nu har Hummeltofteskole og Haldor Topsøe taget hul på et af de mange skole-virksomhedssamarbejder, som blomstrer under Science Festival.

I uge 39 er der Science Festival i hele Lyngby-Taarbæk Kommune med nye, spændende samarbejder på både grundskoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Her vil eleverne få virkelighedsnære oplevelser med naturvidenskaben og gennem eksperimenter og øvelser blive klogere på naturvidenskabens muligheder.

Formålet med Science Festival er at skabe engagerende oplevelser med naturvidenskab blandt børn og unge – og flere samarbejder og projekter på tværs af uddannelsesinstitutioner og virksomheder i Lyngby-Taarbæk Vidensby.

I alt deltager 11 grundskoler, 2 ungdomsuddannelser og 10 virksomheder/organisationer i dette års Science Festival.

Science Festival er Lyngby-Taarbæk Vidensbys bidrag til den landsdækkende Naturvidenskabsfestival i regi af ASTRA, og projektet er funderet i Vidensbynetværk for Skole, Uddannelser og Virksomheder. Science Festival er et projekt under Teknologipagten.

Her er nogle af årets samarbejder – i uddrag:

Billums Privatskole og Emcon
Elever fra 7. klasse på Billums Privatskole besøger Emcon i starten af ugen og hører om Emcons forretning. Fokus for samarbejdet er dog virksomhedens affaldssortering, som eleverne skal være med til at udvikle. Eleverne vil arbejde med projektledelse, innovation og naturfag. Undervejs evalueres elevernes arbejde inden resultaterne præsenteres i begyndelsen af uge 40.

Taarbæk Skole og Hotel Scandic Eremitage
Hotel Scandic Eremitage byder 4. klasse fra Taarbæk Skole indenfor til en dag i bæredygtighedens tegn. Hoteldirektøren vil vise eleverne, hvad hotellet gør inden for vandbesparende tiltag, madspild, affaldssortering, engangsprodukter og meget mere, der alt sammen gør driften mere miljø- og klimarigtig. Eleverne får derefter en opgave, der handler om, hvad de kan gøre hjemme og på skolen for at blive mere bæredygtige.

Hummeltofteskolen og Haldor Topsøe
Hvordan pakker man katalysatorer på den helt rigtige måde? Hummeltofteskolen har taget udfordringen fra Haldor Topsøe op og har mobiliseret hele skolen fra 0.-9. klasse for at finde løsninger på spørgsmålet. Haldor Topsøe besøger skolen og præsenterer eleverne for virksomheden og illustrerer, hvad katalysatorer er og hvordan de fungerer. Samarbejdet løber i perioden uge 37-39, hvor elevernes resultater præsenteres. Efterfølgende vil Haldor Topsøe kigge nærmere på resultaterne.