Partnerskab med Global Institute for Innovation Districts

Science City Lyngby har en ambitiøs strategi om at udvikle et verdensklasse økosystem for innovation i vores region. Det er en kompliceret proces, der kræver løbende inspiration og erfaringsudveksling med andre, der arbejder efter samme mål.

Science City Lyngby indgik derfor i 2019 et partnerskab med et globalt netværk af mindre regioner fra USA, Canada, Europa og Australien, hvis fælles mål er at dele viden og erfaringer om udviklingen af innovationsdistrikter i specifikke geografier.

Innovationsdistrikter over hele verden arbejder på at skabe vækst, beskæftigelse og bæredygtig udvikling sammen med vidensinstitutioner og -virksomheder samt offentlige aktører som ’drivere’ for at sikre en by og erhvervsudvikling, der tiltrækker virksomheder og talent samt understøtter innovation.

Erfaringsudveksling og -udvikling

Gennem månedlige online workshops med deltagere fra hele verden har vi taget del i en erfaringsudveksling og udvikling af selve innovationsdistriktstankegangen. Vi har vendt emner som:

  • Hvordan styrker man arbejdet med startups?
  • Hvordan opbygger man kritisk masse i et (mindre) geografisk område/distrikt?
  • Hvordan tiltrækker og fastholder man talent?
  • Hvordan kan distriktet understøtte social inklusion i fx en kommune?
  • Og mange flere fælles udfordringer, som især mindre distrikter oplever rundt om i verden.

Samarbejdet fortsætter

Erfaringsudvekslingen med Global Institute for Innovation Districts og dermed spirende innovationsdistrikter fra hele verden har været og er stadig et frugtbart samarbejde for Science City Lyngby i forhold til at nå vores strategiske mål. Nogle af hovedtemaerne bag innovationsdistriktstankegangen bygger nemlig på sammenhæng, mobilitet og vidensudveksling mellem sektorer for at styrke et geografisk områdes innovationskraft.

Samarbejde med Lund / Future by Lund

Science City Lyngby har siden sommeren 2019 haft en udbytterigt samarbejde med Lunds kommune gennem deres innovationsafdeling Future by Lund. Lund har lignende ambitioner som Lyngby, og vi har delt analyser, viden og erfaringer igennem de sidste par år til stor gavn for alle parter. Senest har vi i Lyngby delt vores erfaringer med at samarbejde med Global Institute for Innovation Districts her (på svensk).

Om innovationsdistrikter

Innovationsdistrikter er afgrænsede geografiske byområder, hvor vidensinstitutioner og videnstunge virksomheder mødes, videndeler og arbejder sammen med iværksættere, inkubatorer, investorer og offentlige aktører om at fremme innovation, kreativitet og kommercialisering af idéer og viden. Innovationsdistrikter er samtidigt områder, der både er fysisk, socialt og digitalt forbundne og har en stor variation af både erhverv, boliger og kulturelle og rekreative tilbud. (Kilde: ’The Rise of Innovation Districts: A New Geography of Innovation in America’, White Paper, Brookings, 2014)

Om Global Institute for Innovation Districts

Global Institute for Innovation Districts (GIID) er et not-for-profit globalt netværk af innovationsdistrikter etableret med det formål at identificere udfordringer og understøtte en strategisk udvikling i de deltagende distrikter. Derudover er GIID sat i verden for at kommunikere og dele læring og erfaringer på tværs af distrikterne.
Læs mere om GIID.

 

Grafisk opsamling af GIID Network Peer Session om Inclusive Innovation

 

 

Grafisk opsamling af GIID Network Peer Session om Investing in Startups

 

 

Deltagere i GIID-netværket:

Cleveland Health-Tech Corridor, Cleveland, USA | Galway City Innovation District, Galway, Ireland | Grand Canal Innovation District, Dublin, Ireland Halifax Innovation District, Halifax, Canada | Liverpool Innovation Precinct, Liverpool, Australia MaRS Discovery District, Toronto, Canada | MIND – Milano Innovation District, Milan, Italy | Monash Technology Precinct, Melbourne, AustraliaDistritoTec, Monterrey, Mexico Technology Square, Atlanta, USA | Tonsley Innovation District, Adelaide, Australia uCity Square, Philadelphia, USA