Virksomheder melder sig ind i Vidensbyen

Godt nytår. Vidensbyens indsats for at mobilisere det lokale erhvervsliv til at melde sig ind i foreningen bærer frugt, og virksomhederne kommer fra så forskellige sektorer som pengeinstitutter, videnstunge ingeniør- og IT-virksomheder, underholdning, sprogcentre og detailhandel.

Vidensbyen har i den forbindelse afholdt sit første medlemsmøde for de private virksomhedsmedlemmer for at udveksle projektidéer og samarbejdsmuligheder og lytte til virksomhedernes ønsker og forventninger til deres medlemskab.

Bordet rundt er der stor anerkendelse af Vidensby initiativet og dets høje puls. Virksomhederne oplever, at de er en del af noget større, og at det er en mulighed for at vise, at man som virksomhed ønsker vækst og udvikling via et bredt og stærkt offentlig-privat samarbejde.

Virksomhederne udtrykker, at det er godt at være med fra start, og at medlemskabet er baseret på en forventning om langsigtede resultater for byen og virksomheden snarere end kortsigtet egennytte. Initiativet gør det mere attraktivt at definere sig som Lyngbyvirksomhed, og beliggenheden i Lyngby-Taarbæk får en mere strategisk betydning.

Af andre fordele nævnes muligheden for tættere kontakt til skoler, ungdomsuddannelser og DTU, bedre forhold for udenlandsk arbejdskraft, mere liv og handel i bymidten, mere iværksætteri, og større fokus på at få innovation ind som en fast del i skolesystemet.

Der vil henover året blive afholdt lignende møder for Vidensbyens private virksomheder for at sikre, at nye medlemmer inkluderes i fællesskabet, og at medlemmernes kompetencer og interesser inddrages mest muligt i fremtidige projekter.

Lige nu siger vi ’Alle veje fører til Lyngby’ og målet er ’Danmarks mest innovative og udviklende by’.