Udvidet borgerservice til internationale borgere

Lyngby-Taarbæk er blandt de første kommuner i Hovedstadsområdet, der tilbyder udvidet borgerservice til internationale borgere hos International House Copenhagen. Det nye tilbud er blevet til på initiativ af Vidensbynetværket for internationalisering, der arbejder for at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere og deres familier.

Den udvidede borgerservice betyder, at internationale borgere fremover kun skal henvende sig ét sted for at få udstedt nødvendige papirer som CPR-nummer, sundhedskort, opholds- og arbejdstilladelse og skattekort. Det betyder, at det bliver lettere for internationale borgere at bosætte sig i Lyngby, og for lokale virksomheder at tiltrække internationale medarbejdere og specialister. International House Copenhagen tilbyder også hjælp til jobsøgning for medrejsende ægtefæller og til at skabe nye sociale netværk.

“For DTU betyder det rigtig meget, at vi nu kan sende vores udenlandske forskere og familier ét sted hen og få hjælp til indregistrering, sygesikring, skat, jobsøgning mv. Det er værdifuldt for den enkelte at skulle bruge et minimum af tid på offentlige kontorer – tid der i stedet kan bruges på arbejde eller på at orientere sig i sin nye hverdag i et nyt land”, siger  Tina Messerschmidt Nielsen, tovholder for Vidensbynetværket for internationalisering og kontorchef for Rekruttering & International Faculty Services på DTU 

Lyngby-Taarbæk Borgerservice tager sig fortsat af internationale studerende, og tilbyder at besøge uddannelsesinstitutioner med mange internationale studerende ved semesterstart. Derudover vil Borgerservice fortsat have fokus på engelsksproget information og en god velkomst af nye borgere.

Fakta om International Citizen Service:

  • Der findes fire International Citizen Service centre i Danmark (København, Odense, Aalborg og Aarhus).
  • Alle relevante myndigheder er repræsenteret i centrene, så internationale borgere kun skal henvende sig ét sted for at få hjælp til deres papirarbejde
  • Internationale borgere kan få hjælp fra Københavns Borgerservice, Statsforvaltningen, Skat,
  • Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Workindenmark, Styrelsen for International
  • Uddannelse og CPH International Service
  • Læs mere om åbningstider og services i International Citizen Service her

Fakta om International House Copenhagen:

  • International House åbnede i 2013 som et offentligt-privat partnerskab
  • I International House kan internationale borgere få hjælp til papirarbejde, jobsøgning, netværksskabelse og deltage i faglige og sociale arrangementer
  • Internationale virksomheder/arbejdsgivere, der ansætter udenlandsk arbejdskraft, kan få hjælp til at rekruttere, ansætte og modtage internationale medarbejder
  • Repræsenteret i International House er: International Citizen Service, Københavns Erhvervsservice, Kultur- og fritidsforvaltningen, CPH International Service, Integration og Sprog, Copenhagen Relocations, Spousecare, Novum, Nem CV, Københavns Universitet/Rigshospitalet.
  • Læs mere om åbningstider, aktører og services i International House her