Danske RetailTech Partnerskabspris blev uddelt for første gang

Det blev samarbejdet mellem retail-tech startup’en Zliide og butikskæden MOSS Copenhagen, som fik prisen for at have indgået ’et partnerskab i særklasse med henblik på at udvikle og implementere teknologiske løsninger til retailbranchen’.

Tirsdag den 16. november bød – udover kommunalvalg – på prisuddeling i RetailTech Lab. Danske RetailTech Partnerskabspris skulle for første gang uddeles til et partnerskab mellem en retailer og en startup – en pris, som er opstået i et samarbejde mellem Science City Lyngby, RetailTech Lab og Danske Bank.

Prisuddelingen foregik i RetailTech Lab i Lyngby Storcenter, hvor de nominerede partnerskaber pitchede deres projekt for en veloplagt jury. Med prisen fulgte et beløb på 25.000 DKK, som gik ubeskåret til videre udvikling for startup’en.

Vinderen

Partnerskabet Zliide og Moss Copenhagen blev årets vinder – og dermed vinder af den første Danske RetailTech Partnerskabspris. Juryen begrundede blandt andet valget af partnerskabet mellem Zliide og Moss Copenhagen med det nytænkende og globale potentiale, som både løsningen og ikke mindst samarbejdet har.

The future of commerce will be convenience driven

Idéen til Zliide opstod, da founder Morten Møgelmose for nogle år siden stod i kø i en NIKE-butik i London. Mortens undren bestod i at butikker poster masser af penge i indretning, belysning, osv. i den fysiske butik, men som kunde ender man alligevel med at skulle vente for at få lov til at aflevere sine penge. Den kunderejse så han og sine co-founders en mulighed for at optimere.

Alarmen som fripas til at komme ud af butikken

Zliide udviklede derfor en smart alarmbrik, som er direkte forbundet til det specifikke produkt. Zliide Tag – som er en digital version af den ”klassiske” tøjalarm – giver mulighed for et utal af digitale kundeoplevelser, selvbetjeningsmuligheder, last-mile levering af tøj, effektivisering af arbejdsopgaver og dataindsamling – alt sammen i én og samme platform med fokus på slutforbrugeren og den fysiske tøjbutik.

Samarbejdet med Moss Copenhagen

Moss Copenhagen er et dansk modebrand med hovedkontor og designafdeling i Danmark. Moss Copenhagen har butikker i Danmark, Norge og Holland og sælger gennem deres egen webshop kollektioner til over 800 forhandlere i Europa.

Zliides digitale tøjalarm muliggør, at Moss Copenhagens kunder via deres egen smartphone kan se billeder og videoer af produktet eller finde information om det specifikke produkt, betale med et enkelt swipe i MobilePay eller Apple Pay, hvorefter alarmen automatisk låser op. Kunden kan tage alarmen af tøjet, aflevere i en Zliide Box og forlade butikken – helt uden at skulle forbi kassen.

En flot andenplads

Partnerskabet Ka-Ching & Censuum fik en flot andenplads. Ka-Ching er et cloud-baseret mobilt omnichannel POS system, som tilbyder en sammenhængende kundeoplevelse mellem fysiske og digitale salgskanaler. Et POS omnichannelsystem er et system, der går på tværs af den fysiske og den online salgskanal. Deres mål er at sikre, at butikken forbliver relevant og levende samt at ingen kunde må gå forgæves.

Censuum er en fysisk retailer, der tilbyder online brands at få en fysisk tilstedeværelse. De er skabt for at demokratisere adgangen til fysisk retail, som i dag er blokeret af høje indgangsomkostninger og forholdsvis lang go-to-market. Det forhindrer innovative og bæredygtige onlinebrands fra at ekspandere med fysiske kanaler og skabe unikke kundeoplevelser for et større publikum.

Konceptet Censuum er skabt ud fra ideen om, at når kunderne er til stede både fysisk og online, skal brands også være det. Det er en tanke om, at butikken ikke kun er en distributionskanal, men også et showroom, fordi produkterne kommer ud at leve på en anden måde, når de bliver fysisk tilgængelige. Samtidig agerer butikken også markedsføringskanal for et større bagkatalog.

Censuum og Ka-ching har i fællesskab skabt en sammenhængende integration mellem forskellige digitale webshops og den fysiske butik, som ikke er set før.

Juryen bag Danske RetailTech Partnerskabspris:

Charlotte Mark, Managing Director, Microsoft Development Center Copenhagen
Klavs Hjort, SVP Growth & Impact, Danske Bank
Marianne Thellersen, Koncerndirektør for Innovation og Entreprenørskab, DTU
Mette Hjerrild Holm, Founder, Retailarkitekten
Rolf Kjærgaard, CEO, Vækstfonden

Læs mere om Danske RetailTech Partnerskabspris her.

Om Danske RetailTech Partnerskabspris

RetailTech Lab i Lyngby Storcenter uddeler årligt, i samarbejde med Danske Bank, en pris for et partnerskab mellem en retailer og en startup, der har gjort sig særligt bemærket i form af udvikling af tech-løsninger inden for retail. Danske RetailTech Partnerskabspris går til et partnerskab, der har gjort noget helt enestående eller særligt for at fremme innovative tech-løsninger til retailbranchen.