Viden & Vin besøgte Futurebox

Viden & Vin bød i denne omgang på vin fra Vinuhrteket og viden fra Danmarks førende deep tech inkubator, Futurebox.

Futurebox åbnede onsdag den 30. juni dørene for nysgerrige gæster, der havde købt billet til en eftermiddag i klimatech’ens tegn. På tredje sal i Futurebox på DTU kunne man blandt andet møde folkene bag accelerationsprogrammerne Danish Tech Challenge (DTC) og GreenUp, som også havde inviteret to af deres startups til at fortælle om deres bud på fremtidens klimatekniske løsninger.

Her kunne man blandt andet møde Johan Egsgaard Thomsen, co-founder af Consibio, som har udviklet en metode til sammensætte data til optimering af biologiske processer ved at kombinere sensorteknologi, IoT og algoritmer for biologisk vækst.

Derudover præsenterede GAIA Wood Technology deres teknologi, der vil gøre det muligt for træproducenter at øge værdien i eksisterende eller nye produkter – både i forhold til holdbarhed, brandmodstand og formstabilitet.

Om Viden & Vin
Viden & Vin udspringer af Vidensbyens netværk for kommunikation. Idéen bag er at invitere borgere inden for hos Vidensbyens mange virksomheder og organisationer. Til Viden & Vin kan man den sidste uge i hver måned blive klogere på, hvad der gemmer sig bag murene i Lyngbys virksomheder og høre om aktuelle projekter, ny forskning, lokal erhvervsudvikling, spændende opdagelser eller store begivenheder.

Vil du gerne opdateres på Viden & Vin og andre aktiviteter fra Vidensbyen? Så tilmeld dig Vidensbyens nyhedsbrev her på siden eller hold øje med nye arrangementer her.