Webinar: Optimer kundeoplevelsen ved brug af eksisterende data

Hør mere om online handel og de fysiske butikkers fælles dynamik

Hvornår: Den 11. marts kl. 9:00 – 10:30
Hvor: Online – link til webinar fås ved tilmelding

Detailhandlens relation til kunderne ændrer sig efter coronakrisen. Nøglen til at styrke relationen til kunderne og levere unikke kundeoplevelser – såvel fysisk som online – er at lære sine kunder bedre at kende gennem data og ikke mindst blive bedre til at udnytte de eksisterende data til at øge kundeloyaliteten og salget. 

RetailTech Lab, Frankly og Globeteam inviterer til webinar om fremtidens retail, hvor konkurrencen om kunderne bliver hård, og hvor evnen til digital omstilling og connected-retail bliver afgørende for en virksomheds fremtid.  

Online handel vs. fysiske butikker
Der er ingen tvivl om at webshops og online butikker har vist sig om end endnu mere relevante under Covid-19. Følger man med i de tal, der kommer fra netop de virksomheder, der lever af udelukkende online handel, så er boomet ikke til at komme uden om. For handlende på online platforme er det ikke ualmindeligt at acceptere cookies. Det giver virksomhedsejerne et godt billede af, hvad vi handler, hvornår og på hvilken måde.

Modsat er det for de fysiske butikker. Her er der ikke meget registrering af kundernes adfærd, hvis nogen overhovedet. Vores mønstre, præferencer, opholdstid, osv. er i bedste fald baseret på en app, som vi tilbydes til at betale med, men det er også alt, udover mavefornemmelser og måske en tæller ved indgangene, der forsøger at sige noget om antallet af kunder i butikken.

Det viser sig dog, at online data sjældent finder vej til en mere intelligent opbygning af online-handelsplatformen eller nye varer. På samme måde er der et stort uforløst potentiale for de fysiske butikker ved intelligent databehandling af de besøgenes vaner, præferencer osv.

Med dette webinar ønsker vi at sætte fokus på, hvordan kundeoplevelsen i de fysiske butikker og i onlinehandlen kan gøres bedre ved brug af eksisterende data.

Talere på webinaret: Nicolai Wichmann, CEO og Partner hos Frankly, Kim Hein, direktør hos RetailTech Lab i Lyngby og Jakob Elkjær, konsulent hos Globeteam


Program:

Velkommen
v/ Nicolai Wichmann og Jacob Elkjær

Online Platformen optimalt set
v/  Nicolai Wichmann
Den digitale verden giver os langt mere data end de fleste af os kan håndtere. Og onlinebutikken har forsvindende små marginalomkostninger, når der skaleres. I teorien den perfekte butik, men i realiteten også butikken med mange spildte muligheder. Det er svært at overskue og udnytte muligheder, og mange detailhandlere accepterer salg til 0,25%-0,5% af de besøgende. Nicolai viser et par eksempler på, hvordan man kan optimere Online Platformen, dvs. arbejde med at øge konverteringen af besøgende med henblik på salg – og med henblik på at skabe andre konverteringspunkter.

Den fysiske platform – data kan holde de fysiske butikker i live
v/ Jacob Elkjær
Hvor det for online butikkerne kan være svært at overskue og udnytte mængden af data optimalt til at vokse forretningen, er fysisk retail en branche, der er bagud på indsamling og anvendelse af data. Jacob Elkjær vil i dette indlæg vise eksempler på, hvordan butikkerne rent faktisk ved hjælp af sensorteknologi og kunstig intelligens, kan få adgang til den samme kundedata som onlinebutikkerne. Og hvordan de fysiske butikker via et realtidsoverblik over kundernes bevægelsesmønstre, adfærd, præferencer og andre parametre kan skabe en langt bedre kundeoplevelse og derved øge kundeloyaliteten og salget.

Den dynamiske kombination
v/ Nicolai Wichmann og Jacob Elkjær
I kølvandet på Covid-19 er diskussionen om, hvorvidt man med dataforståelse, som den primære driver, kan gøre den fysiske detailbranche mere konkurrencedygtig og selve shoppingoplevelsen for kunderne mere relevant. Og om man kan lykkes med at binde fysiske butikker og onlinehandel bedre sammen i en form for connected retail strategi, der kan levere exceptionelle kundeoplevelser gennem data og dermed øge salget. Det sætter Jacob og Nicolai fokus på i dette indlæg og kommer med konkrete eksempler.

Hvordan skaber man som virksomhed værdi fra digitale løsninger
v/  Kim Hein 
Kim Hein er en erfaren retail- og tech-mand, der står i spidsen for det nye RetailTech Lab i Lyngby, hvis formål er at øge anvendelsen af ny teknologi i handelslivet. Kim Hein sætter i sit indlæg fokus på den mulige værdiskabelse fra digitale løsninger i butikkerne, og stiller skarpt på, at løsningerne ikke af sig selv giver nogen værdi, hvis ikke people, process og technology er nøje planlagt og spiller sammen. Gør de ikke det, udebliver værdien for ledelsen, da beslutningsdygtigheden på baggrund af dataindsigten aldrig rammer ledelsen, men forbliver i IT-organisationen, hvorfor forretningens ønsker om kunderejser, øget serviceniveau osv. aldrig vil finde sted.

Globeteams brancheløsning til detailhandlen  “Digital Retail Intelligence”  er mulig at se og teste i det nye Retail-Lab i Lyngby, når Danmark åbner op igen.

Baggrund for arrangementet og RetailTech Lab
Arrangementet er en del af RetailTech Lab – et toårigt udviklingsprojekt etableret af Science City Lyngby og støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Dansk detailhandel halter bagud i digitaliseringen. Samtidig mangler iværksættere med en god idé til branchen en testplatform, der understøttes af forskere, uddannelses- og vidensinstitutioner. RetailTech Lab er et nationalt testlab etableret i foråret 2020 i Lyngby Storcenter centralt i Lyngby. Det er et samarbejde med stærke lokale og nationale partnere, hvor målet er at øge anvendelsen af ny teknologi i branchen og samtidig hjælpe danske iværksættere på vej. Iværksættere med en god idé til branchen fra intelligente alarmer til virtuelle prøverum eller nye betalings- og leveringsløsninger har nu et levende laboratorium at teste i.

Visionen for RetailTech Lab i Lyngby er, at det skal være en national sandkasse og et udstillingsvindue, hvor borgere og besøgende inddrages i test i tæt samarbejde med forskere, studerende, detailhandel og iværksættere både lokalt og nationalt.