Grøn varelevering
Lokal partnerskab om at nedbringe trængsel og CO2 i Lyngby bymidte.
Science City Lyngby er sammen med Citylogistik og Handelsforeningen for Lyngby og omegn gået sammen om et projekt, der vil nedbringe trængsel og CO2 og NOX i bymidten via grøn distribution af varer. Grøn distribuering er ikke noget nyt i Lyngby-Taarbæk Kommune, som i 2019 samlede alle leverancer til rådhuset i en grøn og miljøvenlig levering med elbiler i samarbejde med Citylogistik.
De første i Europa
Med projektet bliver Lyngby-Taarbæk Kommune den første kommune i Danmark – og Europa – der tester sådan en løsning i en hel by, og Casper Svensson fra Citylogistik er begejstret:
”Citylogistiks grundlæggende koncept er grøn omstilling på byens præmisser, hvor byen selv sætter dagsordenen for, hvorledes byen ønsker trafikken afviklet og varerne leveret med grøn transport. Vi finder det enormt glædeligt, at de involverede aktører i dette pilotprojekt kan se de mange værdier, som Citylogistik-konceptet bidrager med i løsningen af de trafikale- og miljømæssige udfordringer som enhver større by står overfor. At Cityforeningen og Kommunen har valgt at gå sammen i dette projekt, er et paradigmeskifte, der uden tvivl betyder, at byen, mig bekendt indtager den absolutte førertrøje i Europa i forhold til at opnå en grøn omstilling på transportområdet. Lyngby by vil være det første og eneste sted i Europa, hvor der i den grad er enighed om løsningen og skaleringen af konceptet. Med kommunens egen udvidelse af lokationer der bruger ordningen og dette nye tiltag fra butikkerne selv, håber vi på at kunne speede implementeringen op til glæde for alle.”
Projektets overordnede mål er at reducere trængslen i bymidten ved at reducere antallet af lastbiler, der kører med varer til erhverv i Lyngby og samtidig introducere en grøn og mere fleksibel løsning for elbil-distribution i byen.
Forventer 50% færre lastbiler i bymidten
Kombinationen af at have ét varelager på Firskovvej, der fungerer som opsamlingssted for mindre leverancer – og udlevering af varerne udenfor byens myldretid i el-biler giver en unik mulighed for både at reducere antallet af vare- og lastbiler i bymidten døgnet rundt, og bidrager til en reduktion af CO2 og NOX. Projektet bidrager således til kommunens mål om CO2 reduktion på 25% i 2025 sammenlignet med 2015.
Effekten af pilottesten over 6 måneder forventes blandt andet at reducere antallet af lastbiler i bymidten med 50%. Ligeledes forventer projektets partnere at kunne reducere CO2- og NOX-udledningen med 50%.
Håbet er at pilotprojektet med Magasin og Sticks & Sushi i spidsen kan overbevise resten af handelslivet i Lyngby til at komme med.
“Det er et klart mål for Handelsforeningen – gennem alle vores medlemmer – at bidrage til et bedre miljø og mindre trængsel i Lyngby bymidte. Løsningen med Citylogistik hilser vi velkommen og vi vil fra vores side iværksætte initiativer for at få så mange som muligt af vores medlemmer over på løsningen. Grøn omstilling er et stort punkt på dagsordenen og vi må erkende at bæredygtighed bliver en større og større faktor i kundernes valg af både produkter og forretning,” udtaler Michael Dupont, formand for Handelsforeningen i Lyngby og omegn.