Forskningens Døgn: Detail og teknologi i RetailTech Lab

I forbindelse med Forskningens Døgn 2021 inviterer RetailTech Lab på talks og rundvisning.

Besøg RetailTech Lab i Lyngby Storcenter – Danmarks nye og eneste – living lab for teknologi til detailhandlen.
Fokus for næste runde af startups i RetailTech Lab er på nye teknologier til omnichannel. Hvordan kan ny teknologi og nye digitale muligheder være med til at skabe unikke kundeoplevelser i den fysiske butik?

Lab director Kim Hein fortæller om tankerne bag lab’et og de tech-løsninger, som pt. afprøves i lab’et. Efterfølgende får deltagere mulighed for at se og prøve nogle af tech-løsningerne samt møde virksomhederne bag, som vil fortælle, hvad der ligger til grund for deres bidrag til detailhandlen.

Hvor: RetailTech Lab i Lyngby Storcenter
Hvornår: Tirsdag den 27. april 2021 kl. 16.00-18.00

Program


Kl. 16.00: Introduktion til Science City Lyngby & RetailTech Lab v/ Kim Hein, Lab Director
Kl. 16.15: Retail Trends 2021 v/ Kim Hein, Lab Director
Kl. 16.30: Zoles – 3D printede indlægssåler
Kl. 16.50: Yodaway – sådan opnår du ekstraordinær markedsføring med fysiske robotter
Kl. 17.10: Magic Mirror – fremtidens interaktive prøverum
Kl. 17.30: Spørgsmål og fri leg

Regler for deltagelse
Efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer bedes du have mundbind på, når du bevæger dig rundt i lab’et. Mundbind må kun tages af, når man sidder ned. Du bedes ikke dukke op til arrangementet, hvis du har symptomer. Ved ankomst bedes du venligst spritte dine hænder. 

Baggrund for arrangementet og RetailTech Lab
Arrangementet er en del af RetailTech Lab – et toårigt udviklingsprojekt etableret af Science City Lyngby og støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Dansk detailhandel halter bagud i digitaliseringen. Samtidig mangler iværksættere med en god idé til branchen en testplatform, der understøttes af forskere, uddannelses- og vidensinstitutioner.

RetailTech Lab er et nationalt testlab etableret i foråret 2020 i Lyngby Storcenter centralt i Lyngby. Det er et samarbejde med stærke lokale og nationale partnere, hvor målet er at øge anvendelsen af ny teknologi i branchen og samtidig hjælpe danske iværksættere på vej.

Iværksættere med en god idé til branchen fra intelligente alarmer til virtuelle prøverum eller nye betalings- og leveringsløsninger har nu et levende laboratorium at teste i. Visionen for RetailTech Lab i Lyngby er, at det skal være en national sandkasse og et udstillingsvindue, hvor borgere og besøgende inddrages i test i tæt samarbejde med forskere, studerende, detailhandel og iværksættere både lokalt og nationalt.

Tilmelding og praktisk info
Billetter til dette arrangement er gratis, men skal bestilles via Billetto. Få billet her.

En del Forskningens Døgn i Kgs. Lyngby
Detail og teknologi i RetailTech Lab er en del af det samlede program for ”Forskningens Døgn i Kgs. Lyngby”. Se den samlede oversigt over arrangementer her.