Science Girls – en videnskabsklub for piger 13-19 år

En klub for piger i alderen 13-19 år med spirende interesse for naturvidenskab og teknologi

Tilmeld dig Science Girlklubben på en mail med dit navn og kontaktoplysninger til evk@vidensby.dk.
Er du under 18 år, så skal du også skrive navn og mail-adresse på en af dine forældre/værge.

Ved at skabe et trygt fællesskab med pigerne om emner inden for naturvidenskab og teknologi, som de kan relatere til, får pigerne dyrket deres interesse for STEM.

Science City Lyngby og partnere startede i august 2023 en fritidsklub for piger i alderen 13-19 år (7. kl.- 3.g) med spirende interesse for STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics). Klubben har fokus på fællesskab, sammenhold og nysgerrighed på omverdenen, og tilbydes til piger på tværs af årgange og uddannelser i Lyngby-Taarbæk Kommune og omegn. Klubben mødes 1-2 gange om måneden.

Klubmøderne ligger efter ordinær skoletid, oftest ml. kl. 16-19 enten i Science City Lyngbys lokaler tæt på Lyngby station eller på et virksomhedsbesøg hos en science-virksomhed blandt Science City Lyngbys medlemsvirksomheder i Lyngby og omegn. Der er oftest en let forplejning ved hvert klubmøde

Det er gratis at være medlem. Alle med interesse for naturvidenskab og teknologi er velkomne, det kræver ikke et særligt fagligt niveau – kun interesse, nysgerrighed og lysten til at dele sin interesse med andre ligesindede.

Videoprojekt i 2025 og 2026

I 2025 går Science Girls-klubben i gang med at producere videoportrætter af kvinder i STEM. Tak til LEO Fondet // LEO Foundation for at støtte vores målsætning om at bygge et stærkt fællesskab af Science Girls og inspirere til flere Science Sisters inden for STEM-feltet ved at støtte videoprojektet. Videoerne vil portrættere en række kvinder, som fortæller om deres egen erfaring, uddannelses- og karrierevalg indenfor STEM. Videoerne fortæller om positive oplevelser, faglige udfordringer, succeser, tvivl, fællesskab og anerkendelse. Projektet udvikles og videoerne produceres sammen med klubbens piger.

Videoprojektet er støttet af: LEO-Fondet

Projektet var som pilotprojekt støttet af: Tuborgfondet, Danske Bank og Sydbank

 Mød pigerne her i videoerne fra to virksomhedsbesøg:

 

Vil du være med i Science Girls-klubben

Er du mellem 13-19 år og interesserer du dig for naturvidenskab og STEM (Science, Technology, Engineering and Mathematics)?
Du behøver ikke at have nogen forudgående viden eller erfaring inden for STEM for at deltage, kun et nysgerrigt sind, en god portion motivation og en åbenhed overfor nye mennesker og fællesskaber. Vi mødes i klubben ca. en gang om måneden i tidsrummet 16.00-19.00.

Tilmeld dig klubben ved at udfylde navn og andre kontaktoplysninger i en mail til projekkoordinator, Emily Victoria Kjærgaard på mail evk@vidensby.dk. Er du under 18 år, så skal du skrive navn og mail-adresse på en af dine forældre/værge.

Der er tilmelding til klubben løbende.

Bliv Science Girl-partnervirksomhed

Nysgerrig på hvordan din virksomhed kan deltage? Alle virksomheder kan i princippet blive partnere i Science Girls. Fokus er, at man som virksomhed ønsker at bidrage til dagsordenen om at inspirere flere piger/kvinder til at se fremtidsmuligheder inden for STEM-fagene.

Der er mange gode grunde til at åbne dørene for den unge generation af kvinder. Husk også at se om jeres engagement kan skrives ind i virksomhedens CSR-indsats og ESG-rapportering. Når I inviterer Science Girls ind i jeres virksomhed, er I med til at sikre fremtidens arbejdskraft. I inspirerer unge kvinder til en fremtid indenfor jeres fag og branche, I bliver synlige i lokalsamfundet, og måske møder I jeres kommende forsker eller medarbejder.

I et partnerskab indgår:

  • Mulighed for virksomhedsbesøg/klubaften med pigerne
  • Mulighed for at holde oplæg i klubhuset
  • Mulighed for at holde en case competition sammen med pigerne
  • Mulighed for sparring med øvrige partnervirksomheder
  • Mulighed for at bidrage til lokalområdet og dagsordenen om at øge antallet af unge, der vælger en STEM-uddannelse og karriere.

En partnerskabsaftale med Science Girls koster 20.000 kr./året for medlemmer og 50.000 kr./året for virksomheder, der ikke er medlem af foreningen.

Er du interesseret i at høre mere om partnerskab, så skriv til direktør Anéh Christina Hajdu på ach@vidensby.dk.

 

Ambassadører for Science Girls

Borgmester Sofia Osmani
Professor i datalogi ved DTU Compute: Inge Li Gørtz
Astrofysiker Anja C. Andersen

Hvorfor Science Girls?

Fremtiden har brug for piger. I Danmark har vi brug for, at flere tager en uddannelse inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Virksomhederne mangler medarbejdere med de kvalifikationer, og piger/kvinder er generelt underrepræsenterede på området. Derfor skal vi fastholde nysgerrigheden og interessen hos pigerne. Formålet med klubben er, at piger i Lyngby-Taarbæk Kommune skal have bedre mulighed for at møde ligesindede piger med interesse for naturvidenskab. Klubben er for piger, der har lyst til at være en del af et nyt socialt fællesskab med udgangspunkt i inspirerende møder med virksomheder, virksomhedsansatte og rollemodeller.