Direktørfrokost 2019
Medlemsarrangement
Traditionen tro skydes endnu et spændende år i Vidensbyen i gang med et frokost-arrangement for direktører i alle Vidensbyens medlemsvirksomheder og -organisationer:
Fredag d. 25. januar 2019 kl. 11:30-13:30 i Forskerparken DTU Science Park i Lyngby.
Ankomst fra kl. 11.15.
Keynote // Steen Hildebrandt // Verdensmålene for bæredygtig udvikling som strategisk referenceramme
I år har vi inviteret Steen Hildebrandt, Ph.d. og professor emeritus på Aarhus Universitet, som gennem en lang årrække har sat fokus på områder indenfor ledelse, samfund og bæredygtighed. FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling er ved at blive en stærk strategisk referenceramme for virksomheders, kommuners og landes strategiske ledelse og udvikling. Verdensmålene blev vedtaget af FN i 2015, men målenes realisering afhænger fuldstændigt af, at lande, byer, virksomheder m.m. forstår målene og verdens aktuelle situation og arbejder aktivt for målenes virkeliggørelse. Målene handler om klima, energi og omstilling på en række områder som uddannelse, byudvikling, partnerskaber, fattigdom, ulighed m.m. Den FN-resolution, der beskriver verdensmålene, hedder: Verden skal transformeres – og det er denne transformation og den bagvedliggende udvikling i verden, som foredraget handler om.
Steen Hildebrandt leverer sit skarpe bud på, hvordan FN’s 17 verdensmål nu og i fremtiden vil påvirke staten, regioner, kommuner og virksomheder. Hvilket ansvar påhviler blandt andre Vidensbyens medlemmer, og hvordan griber vi verdensmålene an i praksis som del af et unikt partnerskab?
Program
- 11.15: Ankomst
- 11.30: Velkomst v. Claus Nielsen, Bestyrelsesformand og Universitetsdirektør på DTU
- 11.45: Oplæg v. Steen Hildebrandt, Ph.d. og professor emeritus på Aarhus Universitet
- 12.30: Netværk og frokost
- 13.30: Tak for idag