Dansk sprogcafé på Lille Fortun
Alle onsdage i juni inviterer Lille Fortun, SPEAK og LyngbyGuiderne på dansk sprogcafé, hvor alle er velkomne, danskere så vel som internationale. I baren har man mulighed for at lære og øve sit danske i en uformel og hyggelig ramme og møde nye mennesker.
Den daglige bestyrer af Lille Fortun, Sam McGarry, har skotske rødder, og ønsker med initiativet at understøtte den gode stemning i byen ved at tilbyde et forsamlingssted. ”I UK mødes de fleste uanset job og rang på den lokale og hilser på hinanden over et glas. Det bidrager til, at man føler sig hjemme. Med dette initiativ, ønsker vi på samme måde at skabe samtaler og nærvær på tværs af byen.”
Ruth Jensen har været frivillig i over 23 år og driver LyngbyGuiderne, en frivilliggruppe, der hjælper tilflyttere med alt fra sprog, jura og praktik, og derfor lå et samarbejde i fin forlængelse af foreningens ønske om at bidrage til en god velkomst til alle tilflyttere. Selv taler hun ikke flydende engelsk, men stiller med glæde sit danske sprog og kultur til rådighed. ”Det handler om at lære at tale dansk, hvilket jeg kan hjælpe med, og så er det spændende at møde folk fra andre lande. Det kan berige os alle.”
Sprogcafe – en uformel samtaleform
Hos SPEAK tilbyder man et varieret udbud af danskundervisning og har allerede god erfaring med sprogcaféer. Erfaringen har vist, at mange af de nye tilflyttere – senest fra Ukraine – har sat pris på en mere uformel samtaleform, hvor man kan øve sig og møde lokale. ”Der er ikke tale om undervisning her, men en mulighed for at øve og blive klogere på både sprog og kultur gennem mødet med en lokal. Vi kan se, at det har stor værdi for begge parter”, siger afdelingschef Ulla Bæk.
I dag bor der omtrent 8000 mennesker med en international baggrund i Lyngby, hvilket er 14% af befolkningen. I en undersøgelse fra 2020 blandt byens internationale borgere, udtrykte 3 ud af 5 et ønske om at komme tættere på danskerne og lokalsamfundet. I Science City Lyngby ønsker alle at bidrage til et godt liv i Lyngby, og i de kommende måneder vil vi afsøge og udvikle nye partnerskaber.
Sprogcaféen er et godt og enkelt eksempel på, hvordan vi sammen kan løfte Lyngby.
Alle onsdage i juni vil Ruth stå klar i sprog-baren. Efter sommeren er tanken, at initiativet skal leve sit eget liv og drives af interesserede Lyngby-borgere.
For yderligere spørgsmål kontakt venligst projektleder Hamad S. Rovsing på 22373910.
Download flyer til deling i relevante netværk: Flyer Language Bar June 2022