International grundskole
Stor interesse for et engelsksproget skoletilbud i Lyngby-Taarbæk
Baggrund
Vidensbyen oplever en markant interesse for etablering af et internationalt grundskoletilbud med undervisning på engelsk, som supplement til de dansksprogede skoletilbud.
En lov fra april 2015 har åbnet op for at danske kommuner kan etablere internationale skoletilbud, der kan imødekomme interessen for engelsksprogede linjer i folkeskolen. Opbakningen er stor i Vidensbyen til at undersøge de nye muligheder i såvel privat som offentlig regi.
Projektet udspringer af Vidensbynetværket for internationalisering.
Behovsanalyse
Vidensbyen gennemførte allerede i foråret 2013 en spørgeskemaundersøgelse i samarbejde med analyseinstituttet Epinion vedrørende behovet for et engelsksproget grundskoletilbud i Lyngby-Taarbæk.
Resultaterne viser at internationale vidensmedarbejdere, såvel som danske forældre, ønsker flere internationale skoletilbud på grundskoleniveau. Undersøgelsen blev udført med deltagelse fra kommune, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder i et ægte Triple Helix-samarbejde, og er en af de mest omfattende af sin art der hidtil er gennemført i Danmark.
- 50 % af de internationale respondenter var parate til at sætte deres børn i en international grundskole i Lyngby-Taarbæk. To ud af tre mente at Lyngby-Taarbæk ville være et mere attraktivt sted at bo, hvis der eksisterede et tilbud om en international grundskole
- 19 % af de danske respondenter kunne finde på at sætte deres børn i en international grundskole i Lyngby. Tre ud af fem mente at Lyngby ville være et mere attraktivt sted at bo, hvis der var mulighed for international grundskole.
Projektpartnere
Private virksomheder | DTU og andre uddannelsesinstitutioner | Lyngby-Taarbæk Kommune m.fl. | Lyngby-Taarbæk Vidensby