Tværkulturelt Science Girlsmøde med science piger fra Myanmar

Der var blevet samarbejdet på kryds og tværs, grinet, sagt ’rødgrød med fløde’ mange gange, mens der blev løst opgaver og lavet kemiforsøg, og skabt kreative kvindesymbol-kager.

Pigerne skulle selv prøve kræfter med magnetisme, undertryk og overtryk og treoer mixet med vand, olie og frugtfarve, og der blev mixet og samarbejdet på kryds og tværs af Myanmar og Danmark.

”Det var nogle virkeligt kloge piger og det var virkelig fedt at møde nogle science piger fra den anden side af jorden og tale engelsk. De er så søde.” Sådan sagde en af vores Science Girls , da vi afsluttede klubmødet i går. Vores Science Girls piger fortalte ivrigt og spurgte ind til pigerne fra Myanmar på klubnødet i går, og snakken gik, så man næsten ikke kunne få ørenlyd.

Vi havde tværkulturelt klubmøde sammen med 17 udvalgte piger fra Myanmar i alderen fra 7-16 år fra MakerXSpace, en fritidsklub, som deler vores mission om at inspirere den kommende generation af kvindelige kandidater og ledere inden for STEM-fagene.

Hos MakerXSpace er de inspirerede af den skandinaviske uddannelsestradition, da to af hovedkræfterne bag organisationen er et myanmarsk-svensk ægtepar.”Mødet med Science Girls-pigerne i dag er vigtigt og stærkt for pigerne fra MakerXSpace skal opleve andre læringsformer, uddannelseskulturer og arbejdsmiljøer inden for STEM, og det er helt fantastisk inspirerende for dem at de møder pigerne fra Science Girls klubben, som er jævnaldrende og ligesindede science-piger”, siger Andreas Sigurdsson, founder af MakerXSpace.

 

”Jeg bliver både rørt og stolt over at opleve, hvor åbent og varmt vores Science Girls har taget imod pigerne fra Myanmar i dag”, fortæller direktør Anéh Christina Hajdu. ”Et så vellykket tværkulturelt science klubmøde som dette understreger at baggrund, etnicitet og alder står i baggrunden når man deler en interesse og nysgerrighed for naturvidenskab og science, for så bygger der sig et særligt fællesskab op om det. Det siger noget om værdien ved at skabe den slags fælles fora for piger og kvinder i STEM.”

 

Pigerne fra MakerXSpace skal på deres besøg i Danmark også besøge Naturvidenskabernes Hus, LEGO House i Billund, DTU – Technical University of Denmark, Experimentarium m.fl.