Medlemsstafet: Pernille Bogø Bach

Stafetten løber videre blandt medlemmerne

Pernille Bogø Bach, rektor på U/NORD har modtaget stafetten fra Lars Viborg Jørgensen, rektor på H.C. Ørsted Gymnasiet. Pernille berører emnet med kunstig intelligens (AI) og ChatGPT. Læs hendes svar herunder. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad optager dig lige nu?

Jeg er meget optaget af vores samfunds bæredygtighed i alle facetter. Det handler også om vores samfunds acceleration og tempo, som jeg oplever vi kan mærke konsekvenserne af alle steder: Vores trivsel, relationer og endelig i selve det fysiske miljø. Vi er teknologisk stærkere end nogensinde, så det bør vi kunne bruge til at skabe gode rammer for helstøbte, sunde mennesker og en jordklode i balance. Lyngby Gymnasium er blevet et stort campus med mange forskellige ungdomsuddannelser på Hjortehøjsvej (Lyngby Gymnasium Handelsgymnasium og Handelsskole) og vi arbejder også her med at skabe bæredygtige miljøer, fagligt og socialt, for alle vores unge mennesker.

Hvor får du inspiration fra?

Jeg elsker projekter og udvikling og henter ofte ideer og inspiration i møder mellem mennesker. Videndeling i formelle og uformelle rammer giver energi og sætter altid tankerne om ”hvordan kan jeg omsætte dette til en forbedring på mit eget arbejdsområde” i gang. Jeg blev voldsomt inspireret af dette års vinder af bæredygtighedsprisen, Sinatur Hotel, og deres maksimale udnyttelse af kaffebønnerne, på en hel utraditionel måde. Man kan næsten altid inspireres af andre til små og store forskelle og projekter.

Hvilket mål for Science City Lyngbys udvikling ligger dig mest på sinde?

Det er enormt inspirerende at være en del af et netværk, der bobler af viden og mulighed for at berige hinanden. Jeg håber, at vi fortsat kan have fokus på og udvikle samarbejdet mellem skoleverdenen, de videregående uddannelser og virksomheder. Jeg håber også at vi ved at inddrage elever og forskerstuderende er med til at sikre en fødekæde, så lokale virksomheder kan rekruttere dygtige og målbevidste unge mennesker, der dels er lokale og dels tænker godt og klogt om den verden vi lever i og hvad der er kaldt på, for at den fortsat er et godt sted at være. I den forbindelse vil jeg gerne øge kendskabet til vores erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasier, som jeg mener kommer med gode forudsætninger for at arbejde med omkring den tredobbelte bundlinje.

Spørgsmål fra Lars Viborg Jørgensen, Rektor på H.C. Ørsted Gymnasiet:

Kunstig intelligens (AI), for tiden ChatGPT, forventes fundamentalt at ændre vores måde at arbejde, undervise og lære på. Hvilke muligheder ser du i teknologien, og kan vi mon opnå synergi-effekter ved at bruge netværket i Science City Lyngby?
Det teknologiske kvantespring vi pt oplever kommer på en eller anden måde uforberedt. Lige nu fylder det mest i min verden ift. snyd til eksamen. Men AI går jo ikke over, så vi skal finde ud af hvordan vi uddanner os til at bruge det klogt og intelligent. Jeg tænker vi vil se en sondren mellem hvad mennesker skal kunne tænke og udføre – og hvad der med fordel kan ligge hos AI. Det skal vi hjælpe hinanden med at blive klogere på, så vi udnytter det logisk og økonomisk.

Hvilket sted i Vidensbyen ville du anbefale til andre?

Her vil jeg sige, at det største findes i det mindste – nemlig ikke nødvendigvis fysisk, men i vores tankefællesskaber. Men skulle man lægge vejen forbi, så ligger vores skole lige i det grønne – og vi byder gerne indenfor.

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til?

Benjamin Salvad, Lyngby Private skole

Hvad vil du gerne spørge Benjamin om?

Hvordan får vi sammen skabt en god ramme og udvikling fra folkeskole over ungdomsuddannelser og videre op til virksomhederne i området, hvor vi alle har det hele menneske og den klode vi bor på, i fokus?

Find flere besvarelser på medlemsstafetten her.