Infomøde om Science Girls

Tilmeld dig til infomøde om Science Girls

Er du mellem 13-19 år og interesserer du dig for naturvidenskab?
Så kom til infomøde om vores nye klub for piger, Science Girls, den 12/6 kl. 16-18.00.
Der vil være sodavand & snacks og du vil møde vores klubkoordinator, en rollemodel, som arbejder med STEM-fag og én af vores partnervirksomheder.

Du behøver ikke at have nogen forudgående viden eller erfaring inden for STEM for at deltage, kun et nysgerrigt sind, en god portion motivation og en åbenhed overfor nye mennesker og fællesskaber.

Hvad er Science Girls?
Science Girls er en klub, der ønsker at belyse fagområder, anvendelsesmuligheder og karriereveje inden for STEM-området. Klubben skal bidrage til, at flere piger i alderen 13-19 år får en større bevidsthed om, hvilken positiv forskel disse STEM-fag gør i løsningen af lokale og globale udfordringer samt i den grønne omstilling.

Klubben skal være et inkluderende og velkommende fællesskab med muligheder for at blive inspireret og møde ligesindede piger og virksomhedsansatte, der alle på et tidspunkt i livet har følt sig alene i interessen for naturvidenskab.

Science Girls vil holde til i klubhuset på Lyngby Hovedgade 94 (Science City Lyngbys lokaler) og afholde virksomhedsbesøg hos partnervirksomheder, der alle gerne vil bidrage til dagsordenen om flere piger i STEM. Gennem spændende besøg og hands on-øvelser, vil virksomhederne vise bredden af muligheder inden for STEM og inspirere flere til at vælge en STEM-uddannelse – og karrierevej.

Science Girls skal være en klub bygget på et tillidsfuldt samarbejde mellem virksomheder, skoler, kommune, interesseorganisationer og pigerne selv.