Vidensbyen er #1 til skole-virksomhedssamarbejde

I en ny analyse af kommunernes erhvervsvenlighed kommer Lyngby-Taarbæk Kommune for tredje år i træk ind på førstepladsen i forhold til at etablere skole-virksomhedssamarbejde.

Dansk Byggeri har i juni offentliggjort deres analyse af kommunernes erhvervsvenlighed, der giver et overblik over de kommunale rammevilkår for virksomhederne. Et af parametrene som kommunerne er blevet målt på, er skole-virksomhedssamarbejde. Her placerer Lyngby-Taarbæk Kommune sig på en flot førsteplads for tredje år i træk.

Dialog og vilje til samarbejde

“Resultatet afspejler det fokus Science City Lyngby og Lyngby-Taarbæk Kommune har på skole-virksomhedssamarbejder. Siden 2014 har vi faciliteret et netværk, hvor skoler, uddannelser og virksomheder mødes. Det gør, at vi er i øjenhøjde med hinanden og har lettere ved at finde nye samarbejdsmuligheder. I 2017 vedtog kommunen en naturfagsstrategi, som yderligere lægger op til samarbejde med uddannelser og virksomheder i lokalområdet. Og samtidigt igangsatte vi opbygningen af dét, der har vist sig som en solid model for skole-virksomhedssamarbejde, nemlig projektet Science Festival, som har vokset sig temmelig stort”, fortæller Marianna Lubanski, administrerende direktør i Science City Lyngby.

Læs mere på Dansk Byggeri.

Om Science Festival

Science Festival er skole-virksomhedssamarbejde. Science Festival arrangeres hvert år af Science City Lyngby i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune, grundskoler, ungdomsuddannelser og virksomheder i området. Projektet er funderet i Netværk for Skole, Uddannelser og Virksomheder.

Formålet er at fremme børn og unges interesse for de tekniske og naturvidenskabelige fags anvendelsesmuligheder. Vi ønsker at skabe engagerende og virkelighedsnære oplevelser med naturvidenskab blandt børn og unge samt lade skoler og virksomheder inspirere og udfordre hinanden. Læs mere om Science Festival på projektets hjemmeside.