Science Festival større end nogensinde

Intet mindre end 19 skole-virksomhedssamarbejder tegner årets festival

Opbakningen er til at føle på. I alt 12 lokale virksomheder og alle kommunens folkeskoler, privatskoler og gymnasier deltager i årets Science Festival. Det har resulteret i rekordmange skole-virksomhedssamarbejder, som alle har fokus på, hvordan naturfaglig viden omsættes i virksomhedernes hverdag.

“Vi er enormt glade for den store opbakning til Science Festival, som vi får fra virksomhederne og skolerne. Det vidner dels om, at der er stor interesse for at sætte virkelighedsnære erfaringer på skoleskemaet, og dels om at vi som facilitator gør det enkelt for skolerne og virksomhederne at komme i kontakt med hinanden”, fortæller Marianna Lubanski, administrerende direktør i Lyngby-Taarbæk Vidensby.

“Vi har som vision at blive en af Europas førende videns- og universitetsbyer. Derfor har vi en ambition om at inspirere eleverne til at interessere sig for de tekniske og naturvidenskabelige fag. Science Festival er med til at introducere fagene på en anden måde end eleverne er vant til fra skolernes fysik- og kemilokaler, nemlig gennem den praktiske anvendelse af teori og viden. Vi ved fra en ekstern evaluering, at langt de fleste elever oplever, at de lærer noget nyt ved at samarbejde med virksomhederne”.

Fuld opbakning fra borgmesteren

“Skole-virksomhedssamarbejder giver eleverne mulighed for at fordybe sig i naturvidenskabens praktiske anvendelse, og de samfundsmæssige sammenhænge naturfagene indgår i. Det giver nye indsigter og er med til at vække interesse for naturfagene blandt eleverne”, udtaler borgmester Sofia Osmani.

“Vi er taknemmelige for at have mange virksomheder, der gerne bidrager til at gøre de tekniske og naturvidenskabelige fag mere levende og nærværende for eleverne. Sammen med vores mange dygtige lærere, der hver dag arbejder for at dygtiggøre eleverne, viser virksomhederne, hvordan naturfaglig viden omsættes og anvendes”, takker borgmesteren.

Interesse fra omverdenen

Det er fjerde år i træk, at Lyngby-Taarbæk Vidensby og Lyngby-Taarbæk Kommune arrangerer Science Festival. Gennem det seneste år har flere kommuner og erhvervssamarbejder henvendt sig for at blive klogere på, hvordan de kan overføre Vidensbyens model til deres kommuner.

“Videndeling er en af grundpillerne i Vidensbyen, så det er naturligt at vi deler vores viden om skole-virksomhedssamarbejder med andre. På vores hjemmeside har vi samlet inspirationsmateriale, projektplaner, evaluering m.m., som alle frit kan downloade”, fortæller Marianna Lubanski.

Årets skole-virksomhedssamarbejder

Geo – Billums Privatskole
Lyngby Boldklub – Engelsborgskolen
Aquaporin – H.C. Ørsted Gymnasium
KAB/Lyngby Boligselskab – Lindegårdsskolen
Haldor Topsøe – Lundtofteskole
Lyngby Boldklub – Kongevejens Skole
Lyngby Storcenter – Engelsborgskolen *
Microsoft – Billums Privatskole
Emcon – Trongårdsskolen
Novozymes – Lyngby Gymnasium
Lyngby-Taarbæk Kommune – Taarbæk Skole
Lyngby Storcenter – Lindegårdsskolen *
Geo – Lyngby Friskole
KAB/Lyngby Boligselskab – Lyngby Friskole
Aquaporin – Virum Skole
Nationalmuseet – Sankt Knud Lavard skole
Lyngby-Taarbæk Kommune – Virum Gymnasium
Lyngby Boldklub – Lyngby Private Skole
Hempel – Trongårdsskolen

* Aflyst pga. corona-krise