SCL Startup Academy

SCL Startup Academy er et udviklingsforløb for unge talenter med interesse for iværksætteri.

Science City Lyngby har tilrettelagt et gratis udviklingsforløb for unge iværksættertalenter i Lyngby-Taarbæk Kommune. Formålet er at give unge mulighed for at udvikle deres egen virksomhedsidé, møde inspirerende iværksættere og undervisere og få et stærkt netværk til andre unge iværksættertalenter fra området.

Ingen tør teori – kun anvendelige værktøjer

SCL Startup Academy består af fem moduler og et pitch event med “Lyngbys Løver”.

Modulerne er tilrettelagt, så deltagerne undervises i anvendelige værktøjer, som afprøves i praksis under forløbet. Deltagerne vil også blive inspireret af andre unge, som allerede udlever iværksætterdrømmen.

På modulerne kommer deltagerne gennem temaer som idégenerering, forretningsmodel, branding og markedsføring, finansiering, salg og pitch. Det lyder måske lidt tørt, men vi garanterer, at al tør teori er udskiftet med inspirerende og action based undervisning. Vores undervisere er eksperter inden for de enkelte temaer og har masser erfaring med iværksætteri.

Vi afslutter forløbet med et pitch event med “Lyngbys Løver” a la Løvens Hule. Deltagerne kommer til at pitche deres virksomhedskoncept og forretningsmodel for et panel bestående af investorer med tilknytning til Lyngby.

Det får deltagerne ud af SCL Startup Academy

Kort sagt får deltagerne kundskab, inspiration og netværk. På hvert modul vil deltagerne få masser af tricks of the trade fra vores topmotiverede undervisere. Unge iværksættere med tilknytning til Lyngby vil inspirere deltagerne med deres iværksætterrejse. Sidst, men ikke mindst, vil deltagerne i fællesskab opbygge et netværk, hvor de inspirerer, hjælper og udfordrer hinanden til at blive dygtige iværksættere.

Hvem kan deltage?

SCL Startup Academy er et gratis tilbud til elever, som går på andet klassetrin på enten et gymnasium, handelsgymnasium eller HF i Lyngby-Taarbæk Kommune. Hvert efterår udbydes iværksætterforløbet.

Der er plads til 25 deltagere i forløbet. Et bedømmelsesudvalg vil udvælge de bedst egnede.

Om SCL Startup Academy

Forløbet er udviklet af Science City Lyngby i samarbejde med vores medlemsorganisationer, herunder Cphbusiness, Unord, Virum Gymnasium, H.C Ørsted Gymnasium og Baylund Management.

Øvrige bidragsydere er VUC Lyngby, Danske Bank i Lyngby Fond, Lyngby-Taarbæk Kommune, Lars Arne Christensen Holding, Black, Keystones, Bikerunner, Pinploy, Aquaporin, Jan Nygaard A/S, Danske Bank .

SCL Startup Academy er forankret i Science City Lyngbys netværk for iværksætteri og entreprenørskab.