Nyt initiativ skal skabe mere lokal samhandel

Vidensbyen og Lyngby-Taarbæk Kommune er gået sammen om et nyt initiativ, som skal skabe mere lokal samhandel og kendskab til hinanden blandt de lokale virksomheder.

Initiativet har arbejdstitlen ”Leverandørforum” og det går ud på at knytte små, mellemstore og store virksomheder tættere sammen, så mindre virksomheder kan byde ind på og få opgaver hos større virksomheder. Konceptet er unikt, idet både kommunen og store private virksomheder vil deltage.

I første omgang arrangerer Vidensbyen og Lyngby-Taarbæk Kommune et event den 22. oktober, hvor kommunens mindre virksomheder inden for udvalgte brancher kan møde en række store virksomheder og høre mere om hvilken type af opgaver, små og mellemstore virksomheder kan byde ind på.

”I Lyngby-Taarbæk Kommune har vi cirka 2.400 registrerede virksomheder. Der er enormt mange små- og mellemstore virksomheder, som bidrager til væksten. I kommunens nye erhvervsstrategi har vi fokus på de små og mellemstore virksomheder, så initiativet harmonere rigtigt godt med vores kommunale indsatser”, fortæller Karen Rasmussen, erhvervskoordinator i Lyngby-Taarbæk Kommune.

”Vidensbyen har fokus på at styrke de lokale virksomheder, både de store og de små. Med ’Leverandørforum’ vil vi skabe en platform, hvor der skabes forbindelser mellem virksomhederne. Forhåbningen er, at vi styrker den lokale samhandel mellem virksomhederne”, udtaler Marianna Lubanski, adm. direktør i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Idéen opstod tidligere i år under en workshop i Vidensbynetværket for Mindre Virksomheder. Netværket har været med til at udvikle konceptet sammen med en håndfuld af kommunens større virksomheder.

”Vi fandt hurtigt ud af, at der var opbakning til at lave et nyt koncept, hvor vi både tænker kommunen og de store og små virksomheder sammen. Der har været en god, konstruktiv dialog med en række større virksomheder i udviklingen af konceptet, og vi ser frem til at annoncere programmet for arrangementet efter sommerferien ”, udtaler Johnny Møller, som udover at være tovholder for netværket er indehaver af virksomheden Online Advisor.