Ny publikation viser ambitionerne i Vidensbyen

Lyngby-Taarbæk er i rivende udvikling og adskillige ambitiøse byggeprojekter præger lokalområdet. I den forbindelse har Vidensbyen udgivet en ny publikation, som tre år efter stiftelsen af foreningen giver et nyt og tidsvarende billede af Vidensbyen anno 2015.

Meget er sket siden Lyngby-Taarbæk Vidensby blev stiftet i 2012. Bl.a. har foreningen opnået en medlemstilgang på 675 procent, Lyngby-Taarbæk Kommune er på fire år rykket 42 pladser op i Dansk Industris Erhvervsklimaundersøgelse, store byggeprojekter i hjertet af Lyngby er ved at blive færdiggjort og nye er på vej.

Den nye publikation sammenfatter bl.a. Vidensbyens særkende ud fra Triple Helix-modellen, hvis tre ben er samarbejdet mellem vidensinstitutioner, erhvervsliv og den offentlige sektor som vejen til innovation. Endvidere er der et fokus på Vidensbyens netværk som drivkraft hvor idéer bliver afprøvet og konkrete projekter bliver skabt, der er citater fra medlemmer og meget mere.