Ny hjælp til virksomheder

Virksomheder tilbydes nu gratis adgang til at teste deres materialer og komponenter i en helt ny og avanceret 3D røntgenscanner hos DTU Fysik. Vidensbyen er partner i projektet, og de første virksomheder har allerede benyttet sig af den nye teknologi i Danmark.

DTUs tilbud hedder “Imaging Industriportalen”. Her tilbyder DTUs forskere gratis rådgivning, dataanalyse og teknisk support for virksomheder, som ønsker at teste diverse materialer og komponenter. Det kan være materiale, som er under udvikling, eller som allerede anvendes af virksomheden.

Nationalt forskningsflagskib

Der er officiel åbning hos DTU Fysik mandag den 27. januar kl. 13.00-16.30 for alle interesserede. Se program og tilmeld dig her

Ved hjælp af 3D røntgenscanning, som vi kender fra CT-scanninger på hospitaler, er DTUs forskere i stand til at analysere materialers egenskaber helt ned på nanoskala. Sofistikeret software og en kraftig computer blotlægger materialers indre struktur lag for lag, lidt ligesom at skrælle et løg. På den måde er det muligt at vurdere et materiales styrke, holdbarhed og strukturændringer over tid. Virksomheder inden for en lang række brancher kan have gavn af denne teknologi, herunder energi, cleantech, nano, transport, mekanik, byggeri og miljø.

Ud over at hjælpe virksomhederne med deres materialeudfordringer, er målsætningen at forberede erhvervslivet til at udnytte de to storskalafaciliteter ESS og MAX IV, som er ved at blive bygget i Lund. Forskningsfaciliteterne bliver to af verdens mest avancerede til materialeundersøgelser.

Det er hensigten, at Imaging Industriportalen på sigt skal udvikle sig til et nyt nationalt forskningsflagskib – et 3D Imaging Center – som skal være til gavn for både forskning og virksomheder.