Mød rollemodeller

Det er vigtigt, at børn og unge møder opnåelige rollemodeller, som de kan spejle sig i og blive inspireret af. Derfor har Vidensbyen samlet en række tilbud.

Rollemodeller kan give børn og unge indblik i deres personlige rejser gennem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Vejene til en uddannelse og et job er sjældent snorlige, men byder på omveje og måske pump, som er med til at forme enhver person. Rollemodeller kan dermed sætte ansigt og ord på, hvad det vil sige at tage en uddannelse og arbejde inden for et bestemt område.

Der findes flere aktører, som tilbyder grundskoler og ungdomsuddannelser at møde rollemodeller.

Engineer the Future
Mød ingeniører, der forandrer verden! Engineer the Future er Danmarks teknologiske alliance, som bringer danske ingeniører og teknologieksperter i front og sørger for, at børn og unge får enteknologisk dannelse, og at mange flere får viden og speciale inden for teknologisk udvikling. På engineerthefuture.dk kan du booke en ekspert til din klasse. Men gør det i god tid, da der er rift om eksperterne.

Erhvervsskolernes Elevorganisation
Erhvervsskolernes Elevorganisation står bag vejentileud.dk, hvor det er muligt at booke unge rollemodeller, der giver eleverne en unik præsentation af deres fag og deres vej til en erhvervsuddannelse. Alle rollemodellerne har forskellige historier, hverdage, ambitioner og drømme, men én ting har de til fælles: Den faglige stolthed, som de brænder for at videreformidle til andre unge, som snart skal vælge en ungdomsuddannelse.

High5Girls
Er du pige og har lyst til at prøve at være iværksætter? High5Girls arrangerer hackaton-forløb, hvor du møder kvinder, der arbejder med teknologi, og introduceres for nogle teknologier, der er oppe i tiden: robotter, droner, kunstig intelligens, 3 D print samt de teknologier, som rollemodellerne, der er tilstede, er eksperter i. High5girls er en forening, hvor vi har et mål om at inspirere piger/ unge kvinder 13-19 år til at interessere sig for STEM.

Menneskebiblioteket
På Menneskebiblioteket kan du låne en frivillig person, der repræsenterer en særlig gruppe i samfundet. Baseret på deres personlige oplevelser svarer de på spørgsmål fra eleverne, og er på den måde med til at udfordre stereotypiske forestillinger, fordomme og tabuer. Læs mere på menneskebiblioteket.dk.

Doadload oversigten her.