21. september 2018
Microsoft bygger verdens første kvantecomputer i Lyngby
Nyt kvantelaboratorium etableres i Vidensbyen
Det var Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers der i dag klippede snoren, da Microsoft sammen med Københavns Universitet og DTU åbnede sit nye kvantecomputer-center i Lyngby. Det bliver det første sted i verden, hvor den fysiske qubit-kerne, der er hjertet i computeren, skal fremstilles.
På det såkaldte Quantum Materials Lab, der får sin adresse i det centrale Lyngby, skal forskere og ingeniører fra KU, DTU og Microsoft fremover bygge materialerne til den første kvantecomputer på verdensplan. Målet er at skabe fremtidens computer – en kvantecomputer – med en regnekraft, der afgørende flytter grænserne for, hvad det kan lade sig gøre at beregne. Arbejdet er næste skridt i samarbejdet med Niels Bohr-instituttet under Københavns Universitet, der besidder nogle af verdens førende forskningskræfter inden for kvantefysikken, og DTU, som er førende eksperter inden for nanofabrikation.
Microsoft driver i alt fire andre kvantecentre i verden, men det er kun på det danske Microsoft Quantum Materials Lab i Lyngby, at den fysiske qubit-kerne bliver fremstillet.
Muligt gennembrud på verdensplan
Professor Peter Krogstrup fra Københavns Universitet er ansat som daglig forskningsleder af centret og får sin gang i Lyngby i det nystartede laboratorium – og han håber, at de nye rammer vil føre til et gennembrud på verdensplan:
”En kvantecomputer kan potentielt foretage beregninger på minutter, som en traditionel computer vil være milliarder af år om at løse. Udfordringen er, at de kvantetilstande, der skal bruges til beregningerne, er ekstremt skrøbelige, og derfor meget svære at fastholde og aflæse. Det får vi nu mulighed for at forske i her i Danmark, og det kan forhåbentlig føre til et gennembrud på verdensplan,” siger professor Peter Krogstrup.
Temperaturen er fx særdeles afgørende for kvantetilstanden, og derfor skal selve computeren køles ned til nær det absolutte nulpunkt. Et andet eksempel er, at materialerne hvori kvantetilstande er lokaliseret, skal være perfekte. Ikke et atom må ligge forkert – bogstaveligt talt. Der er nogle materialer, der har vist sig særligt anvendelige at bygge kvantecomputeren af, men det er bl.a. det, der nu skal forskes meget mere i. Den voldsomt forøgede regnekraft kan på sigt finde anvendelse mange steder i samfundet.
”Vi forudser et behov for nye måder at beregne og håndtere data på inden for en række områder. Kvantecomputeren kan på sigt spille en afgørende rolle inden for udvikling af ny medicin, udvikling af materialer til nye teknologier og også IT-sikkerheden kan flyttes til et helt nyt niveau. Vi har at gøre med en helt ny måde at tænke på,” fortæller Peter Krogstrup.
Historiske danske kompetencer
Adm. direktør for Microsoft Development Center, Charlotte Mark, er meget optimistisk over mulighederne i det kommende samarbejde:
”Københavns Universitet er blandt verdens førende inden for kvanteforskningen. Samtidig har vi i Microsoft en meget lang tradition for at udvikle og bruge intelligent teknologi. Så det er vores håb og ambition, at vi ved at slå kræfterne sammen, kan bringe kvantecomputeren til det næste niveau, hvor den kan gøre stor samfundsmæssig gavn,” siger Charlotte Mark.
Microsoft har investeret et større millionbeløb i det nye laboratorium, der er berammet til at køre en længere årrække. Det er næste skridt i samarbejdet mellem Microsoft og Københavns Universitet, som blev etableret i 2017, med målet om at bygge verdens første kvantecomputer.