Mentorprogram tilbage i Science City Lyngby

Science City Lyngby bliver sammen med Relocare Group A/S og Nelleberg Potentialeudvikling leverandør til Greater Copenhagen Career Programme.

Sammen med Relocare Group A/S og Nelleberg Potentialeudvikling skal Science City Lyngby fra dette efterår og fire år frem levere frivillige mentorer til Greater Copenhagen Career Programme, der sigter mod at fastholde internationale studerende i Danmark efter endt uddannelse.

6 måneders mentor -og netværksprogram
Greater Copenhagen Career Programme består af et 6 måneders mentor- og netværksprogram for internationale studerende i Danmark, og indeholder både workshops om bl.a. CV-skrivning, brug af LinkedIn og dansk virksomhedkultur samt en tilhørende mentordel, hvor en frivillig mentor med samme faglige baggrund eller personligt match som menteen vejleder og hjælper den studerende ind på det danske arbejdsmarked.

Programmet har med stor succes været gennemført i regi af Københavns Erhvervshus over en årrække, og Science City Lyngbys direktør, Marianna Lubanski glæder sig sammen med partnere til at byde ind på opgaven:

Det er fantastisk, at vi nu i Vidensbyen igen har et mentorprogram for internationale talenter bosiddende i Danmark, og vi vil gøre vores bedste for at få så mange internationale studerende som muligt i gang med en karriere i Danmark.


Frivillige karrierementorer søges
Som en del af programmet søger partnerskabet allerede nu frivillige mentorer, der kunne have lyst til at hjælpe en studerende på vej på det danske arbejdsmarked. Som mentor forpligter man sig til en løbende dialog og kontakt med en mentee over en periode på seks måneder. Første periode starter i november 2020. Relocare Group A/S og Nelleberg Potentialeudvikling vil stå for coaching og vejledning af alle mentorer under hele forløbet.

Er du interesseret i at høre mere om det at være mentor i Greater Copenhagen Career Programme, er du meget velkommen til at kontakte projektleder Marie Juul Madsen på mjm@vidensby.dk eller 22 14 90 10.

Læs mere om mentorforløbet herunder: