Medlemsstafetten er nået til Sofia Osmani

Science City Lyngbys medlemsstafet er denne gang nået til Sofia Osmani, Borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune og næstformand i Science City Lyngby.

Sofia har været aktiv i lokalpolitik siden hun som 14-årig meldte sig ind i konservativ ungdom. Hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen første gang i 2001, og overtog borgmesterposten 1. januar 2014. Sofia er uddannet cand. scient. pol.

Hvad optager dig lige nu?

Der er mange ting, der optager mig hver dag. Men det er klart, at lige nu optager det mig særligt, hvordan vi får kommunen i gang igen efter Corona. Det optager mig, at vi får en god genåbning især af det lokale handelsliv, men også at vi får draget noget læring af hele Corona-situationen ift. den kommunale opgavevaretagelse.

Hvor får du inspiration fra?

Igen fra mange forskellige steder, men dog især fra samtaler med folk der – som jeg – bor i kommunen. Det er jo de konkrete oplevelser og erfaringer, der giver inspiration til ændringer eller forbedringer, men også til hvad vi skal holde fast i. Jeg får også inspiration fra vores erhvervsliv, fra andre kommuner, fra kolleger fra andre steder i landet og selvfølgelig vores egne ansatte.

Hvilket mål for Science City Lyngbys udvikling ligger dig mest på sinde?

Det er vigtigt, at vi har et godt samspil mellem kommune, virksomheder og borgere. Overordnet betragtet skal vi finde ud af at balancere mellem de mennesker, der bor her og dem, der driver virksomhed. Sammen kan vi skabe en synergi og en gensidig forståelse. Jeg synes for eksempel, at det er fantastisk, når vores virksomheder spiller ind i folkeskolerne, og skaber nogle spændende forløb til inspiration for eleverne, eller når de inviterer borgerne indenfor til arrangementer som ”Viden og Vin”. Det synes jeg heldigvis vores virksomheder er rigtig gode til.

Du fik stafetten fra Dorte Vølund Philipson med spørgsmålet:

”Hvordan ser du muligheden for at engagere og motivere de unge mennesker i området – både i forhold til udvikling af skoler, iværksættermiljøer og mulighed for at blive boende og kunne bidrage til andre unges udvikling?”

De unge er jo meget forskellige, og der er derfor ikke et svar eller en aktivitet, der kan rumme alle. Viften af tilbud skal være bred, både i forhold til fritidsaktiviteter, byliv og uformelle mødesteder. Og det er de unge selv, der er bedst til at hjælpe os med at skabe rammerne.

Vi oplever imidlertid ofte, at det er svært at engagere de unge i det mere formelle kommunale arbejde. Derfor øver vi os hele tiden på at finde nye måder og veje til at inddrage de unge og understøtte ungekulturen. Det gør vi via vores ungepolitik, ligesom der er en pulje til kulturelle aktiviteter de unge kan få del i, hvis de selv vil skabe et kulturelt ungdomsevent.

Derudover har vi gjort meget over de sidste 20 år for at bygge flere boliger til de unge, så dem, der gerne vil bo her, har muligheden for det. Og det er jo en klar forudsætning for at de unge kan blive i kommunen, når de flytter hjemmefra.

Hvilket sted i Vidensbyen ville du anbefale til andre?

Hvis man slet ikke kender kommunen og kun skal besøge ét sted, ville jeg nok anbefale Frilandsmuseet, men det kommer jo også an på, hvilke interesser man har. Jeg elsker også centrum af byen, Bakken, Dyrehaven, at gå tur langs Mølleåen, et besøg i Taarbæk eller en tur med bådfarten.

Vi er enormt privilegerede med så mange dejlige steder. Det er også en turistoplevelse i sig selv at tage lokalbanen gennem Fuglevad og Brede. Det er en smuk tur uanset årstiden. Også Frederiksdal, Friboeshvile og Sophienholm er besøg værd – og jeg kunne blive ved med at opremse helt fantastiske steder.

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til?

Michael Dupont, varehuschef i Magasin og formand for Handelsforeningen

Hvad vil du gerne spørge Michael om?

Hvordan kan vi understøtte, at Lyngby også i fremtiden er en førende handelsby?

Om Medlemsstafetten

I forbindelse med Vidensbyens strategiske ønsket om at udvikle et Innovationsdistrikt i Lyngby, hvor virksomheder, vidensinstitutioner, m.m. arbejder sammen om at tiltrække og fastholde virksomheder og arbejdskraft, ser vi et potentiale i at styrke båndet mellem medlemmerne i Vidensbyen. Derfor har vi udviklet et nyt koncept: ’Medlemsstafet’.

Stafetten hopper fra person til person. Den der har stafetten, beslutter hvem de vil give den videre til sammen med et indledende spørgsmål til den pågældende person eller til vedkommendes organisation.

Ønsker du at deltage i stafetten?

Det er Science City Lyngbys sekretariat og netværk for kommunikation, der er har taget initiativ til medlemsstafetten, og du er altid velkommen til at kontakte projektleder Pil Kleinschmidt (pbk@vidensby.dk // 25 73 32 10) eller adm. direktør Marianna Lubanski (ml@vidensby.dk // 30 46 36 40) for yderligere information, sparring eller spørgsmål.

Find hele medlemsstafetten her.