God opbakning til Leverandørforum

42 virksomheder deltog, da Lyngby-Taarbæk Vidensby og Lyngby-Taarbæk Kommunen inviterede til Leverandørforum

Tirsdag den 22. oktober samledes over 60 personer fra 42 lokale virksomheder til Leverandørforum – Vidensbyens og Lyngby-Taarbæk Kommunes fælles initiativ til at skabe mere samhandel og samarbejde.

Virksomhederne Geo, Lyngby Boligselskab og Lyngby-Taarbæk Kommune præsenterede deltagerne for, hvilke opgaver lokale virksomheder kan byde ind på, og hvilke krav der stilles til leverandører. Efterfølgende kunne virksomhederne fortsætte dialogen med repræsentanter for Geo, Lyngby Boligselskab og Lyngby-Taarbæk Kommune samt Copenhagen Business Hub og Lyngby-Taarbæk Vidensby.

“Det er et spændende nyt initiativ, som Geo gerne vil støtte op om. Jeg talte med mange dygtige virksomheder, som vil kunne løse opgaver for os. Nu må den fortsatte dialog i den kommende tid vise, hvilke virksomheder vi vil arbejde videre med som leverandør til Geo”, fortæller Kim Sillemann, administrerende direktør i Geo.

Også blandt de deltagende virksomheder, der gerne vil levere ydelser for Geo, Lyngby Boligselskab og Lyngby-Taarbæk Kommune var der opbakning til arrangementet.

“Det er enormt rart at møde nye virksomheder og have den direkte kontakt med potentielle kunder. Jeg fik både talt med Geo og Boligselskabet, og det er helt sikkert kontakter jeg følger op på. Derudover fik jeg også et par nye kontakter til andre smv’ere i lokalområdet”, fortæller Charlotte Østerø fra virksomheden Kreativa, der bl.a. er specialist i visuel kommunikation og social media.

Leverandørforum er unikt i dansk sammenhæng, idet både kommune og større, private virksomheder deltager med henblik på at finde lokale leverandører og samarbejdspartnere.

Det er første gang, at Lyngby-Taarbæk Vidensby og Lyngby-Taarbæk Kommune arrangerer Leverandørforum, og med den store interesse for initiativet forventer arrangørerne, at der bliver flere arrangementer i fremtiden.