Bæredygtigt cykelprojekt slår rødder i Vidensbyen

Nordsjællands Politi, TEC Hvidovre og Pakhuset har underskrevet en unik samarbejdsaftale, som sikrer videreførelsen af Vidensby-projektet ’Studieby på to hjul’ i Lyngby.

’Studieby på to hjul’ er et nyskabende og almennyttigt projekt, der går ud på at indsamle skrotcykler med henblik på videresalg til danske og internationale studerende ved studiestart. Som studerende har man brug for en cykel, og via ’Studieby på to hjul’ kan de få en billig, brugt cykel, bevæge sig rundt og opleve byen indefra.

Shaun Bortei-Doku fra Ungarn læser på DTU og havde længe ledt efter den perfekte cykel. Han var derfor glad, da han fandt en brugt retro herrecykel ved Vidensbyens første cykelevent i 2014.

“Nordsjællands Politi står for indsamlingen af skrotcykler med en forventet salgsværdi under 500 kr. Politiet videregiver cyklerne til TEC´s praktikcenter i Hvidovre, hvor cykelmekaniker-studerende som led i deres uddannelse sætter dem i stand. Herefter overgår de til den almennyttige forening PakHuset, som står for salg af cyklerne”.

Projektet involverer en lang række samarbejdspartnere og rummer bl.a. genbrug, bæredygtighed, sundhed, uddannelse, trafiksikkerhed, miljøvenlig transport, øget lokalkendskab og socialt samvær.

Chef for Borgerservice i Nordsjællands Politi Morten Skovgaard fortæller om Politiets deltagelse:

Nordsjællands Politi har en ambition og et ønske om at indgå som en naturlig del af lokalsamfundet og støtte op om de mange gode initiativer, der tages. Det kan både være tryghedsskabende og kriminalitetsforbyggende tiltag. Vi synes, det er meget positivt, at man via genanvendelse af kasserede cykler kan understøtte unge mennesker i et uddannelsesforløb. Både blandt eleverne på TEC i Hvidovre og i hverdagen hos de studerende i Lyngby-Taarbæk.

Unge istandsætter cykler til unge

TEC værdsætter initiativet og fremhæver bl.a. princippet om, at unge istandsætter cykler til unge:

“Vi får rigtig mange forskellige typer af cykler ind fra Nordsjællands Politi, som vores elever kan arbejde med. De unge lærer at vurdere, om reparation af brugte cykler kan betale sig, og de får opbygget rutine i reparation. Der er opgaver til både de nye elever og dem, der har været her noget længere, det er motiverende for eleverne, og projektet er medvirkende til, at vi får uddannet nogle dygtige cykelmekanikere”, siger Uddannelsesleder Kenneth Månsson.

Pakhuset står for salget af de mange cykler, som gennemføres som en stor event i forbindelse med studiestart i september. Bestyrelsesformand Jens Hjort Andersen forklarer:

“Cykelprojektet er en enestående mulighed for at give nyt liv til godt genbrug i form af gode, billige, brugte cykler til unge studerende og er på den måde med til at understøtte de studerendes sundhed og tilknytning til lokalsamfundet i Lyngby. Det er helt i tråd med Pakhusets mission om at bringe hengemte ressourcer i spil, både i form af godt genbrug og mennesker, som ønsker at bidrage til lokalsamfundets bedste”.