Science Festival i Science City Lyngby

Kan naturvidenskab være sjovt og lærerigt på samme tid?

Det spørgsmål forsøger den landsdækkende naturvidenskabsfestival i hvert fald at give et positivt svar på. I Science City Lyngby går festivalen under navnet ‘Science Festival‘. Ligesom resten af landet hyldes naturvidenskaben og dens mange aspekter i uge 39. Byens lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og skoler er gået sammen for at lave en koordinerende indsats af aktiviteter til børn og unge.

Der blev grinet eksperimenteret og tænk under årets ‘Science Festival’. Lyngby Gymnasium åbnede dørene for over 600 børn fra 3-6 klasserne fra Trongårdsskolen, Lyngby private Skole, Engelsborgskolen og Lundtofte skole. Elever med fagene kemi, biologi, fysik, bioteknologi samt matematik havde selv stået for at lave undervisning til folkeskoleeleverne. Undervisningen fik både sanser og hjerne i brug. Der blev lavet røg og sprudlende vulkaner i kemi og leget med muskler. Der blev spist is i bioteknologi og lugtet, rørt og følt ved dyr i biologi. Man skulle holde vejret og hoppe for at være med i matematik – og i fysik blev der lavet sæbebobler så store som en selv.

Også Virum Gymnasium havde besøg af skolerne. Cirka 350 udskolingselever fra områdets 8. og 9. klasser besøgte Virum Gymnasium. Sammen med eleverne i 2. g. lavede  de spændende science-forsøg. Gymnasieeleverne fungerede som rollemodeller for de yngre elever. Samtidig lærte de at formidle naturvidenskabeligt stof og vise hvor spændende science kan være som rollemodeller. ’Det skal vi have mere af’, udtaler Borgmester Sofia Osmani, som også var på besøg og fik muligheden for at tale med eleverne.

Det, at så mange virksomheder er gået ind i dette samarbejde i Science City Lyngby tilføjer en helt anden dimension på aktiviteterne og læringen i denne uge. Eleverne oplever en anderledes vinkel på hvordan naturvidenskaben bruges i det virkelige liv og en alternativ karrierevej. Lyngby kan her være inspiration til andre byer, som ønsker et større omfang af skole-virksomhedssamarbejde,” udtaler Liva Rønn-Petersen, Eventchef hos Astra, som er det nationale center for læring i natur, teknik og sundhed i Danmark.

Se festivalprogrammet for 2016

Om Science Festival

Science Festival er skole-virksomhedssamarbejde. Science Festival arrangeres hvert år af Science City Lyngby i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune, grundskoler, ungdomsuddannelser og virksomheder i området. Projektet er funderet i Vidensbynetværk for Skole, Uddannelser og Virksomheder.

Formålet er at fremme børn og unges interesse for de tekniske og naturvidenskabelige fags anvendelsesmuligheder. Vi ønsker at skabe engagerende og virkelighedsnære oplevelser med naturvidenskab blandt børn og unge samt lade skoler og virksomheder inspirere og udfordre hinanden. Læs mere om Science Festival på projektets hjemmeside.