Nyt partnerskab skal støtte mindre virksomheders vækst og udvikling

Inspiration, sparring og kompetenceudvikling for lokale SMV’er i Lyngby

Mindre virksomheder er en vigtig del af Lyngbys by- og erhvervsudvikling. Derfor indgår Lyngby Boldklub A/S, Cphbusiness og Lyngby-Taarbæk Vidensby nyt partnerskab om at understøtte mindre virksomheders forretningsudvikling og vækststrategier gennem afholdelse af en række fælles seminarer og gå-hjem-møder, hvor mindre virksomheder kan hente inspiration, sparring og kompetenceudvikling.

Mindre virksomheder står ofte overfor et væld at tilbud fra bl.a. Væksthuse, kommuner og andre erhvervsfremmeaktører, som det kan være vanskeligt at navigere i. Hensigten med partnerskabet er at tilbyde adgang til videndeling, efter/videreuddannelse, faglig inspiration og netværk i et lokalt regi.

Om baggrunden for Vidensbyens engagement i partnerskabet udtaler Adm. direktør Caroline Arends:
”Vi møder ind imellem den opfattelse, at Vidensbyen kun er for de store virksomheder, men det er slet ikke tilfældet. For at skabe en sammenhængende og velfungerende videns- og universitetsby er det helt afgørende, at vi støtter op om mindre virksomheders vækst og udvikling og bl.a. medvirker til en driftig og innovativ servicesektor. Ellers hænger byen jo ikke sammen.”

Målgruppen er hovedsageligt lokale virksomheder i Lyngby-Taarbæk, men alle virksomheder, som har interesse i at tage del i initiativet, er velkomne.

De første tre gratis seminarer er allerede planlagt for 2017 og afholdes på Cphbusiness, Nørgaardsvej 30, 2800 Kgs. Lyngby:

Samarbejdet understøtter netværksarbejdet i Vidensbynetværket for Mindre Virksomheder. Cphbusiness og Lyngby Boldklub er begge medlem af Vidensby-partnerskabet.