Mentorordning med fokus på job og karriere i Danmark

Vidensbyen lancerer nu en mentorordning for medrejsende partnere og ægtefæller til udenlandske forskere og specialister, som er ansat på arbejdspladser i Lyngby-Taarbæk. Målet er at yde en aktiv indsats for at tiltrække og fastholde internationale vidensarbejdere.

Mentorordningen omfatter i første omgang 15-20 mentorer og 15-20 mentees og henvender sig til jobsøgende medrejsende partnere og ægtefæller, som har et stærkt ønske om at komme i arbejde i Danmark, at skabe en karriere og/eller at opbygge et netværk i Danmark.

Rekruttering af mentees og mentorer sker via Vidensbyens medlemsvirksomheder og organisationer. Vidensbyen har i den forbindelse udarbejdet en film om fordelene ved at være mentor.

Projektet er forankret i Vidensbynetværket for Internationalisering og bygger på tidligere erfaringer fra bl.a. Hellerup Sprogcenter, som er medlem af Vidensbyen.