International Talentkonference i Lyngby

Youth Goodwill Ambassador Corps

Vidensbyen er partner, når Copenhagen Capacity inviterer til international talentkonference hos COWI i Lyngby lørdag den 2. april. På konferencen deltager over 150 særligt talentfulde internationale studerende, som gennem ’Youth Goodwill Ambassador’ programmet medvirker til at skabe positiv opmærksomhed på Danmark som et attraktivt land at studere og arbejde i.

De studerende kommer fra 70 forskellige lande, og de fleste ønsker at fortsætte deres karriere i Danmark efter endt uddannelse og bidrage til det danske samfund. Samtidig efterspørger flere virksomheder og universiteter de dygtigste internationale talenter fra hele verden. Konferencen er en platform og et mødested mellem disse internationale studerende og virksomhederne.

Dagen byder på et spændende program med deltagelse af H.K.H. Prins Joachim, som bliver interviewet af journalist og TV2 reporter Natasja Crone. Dernæst vil der være oplæg, workshops og paneldebat med en perlerække af danske virksomheder så som COWI, Microsoft, Maersk Line, Coloplast, Novo Nordisk og Grundfos.

I en verden, hvor den globale konkurrence om de dygtigste medarbejdere intensiveres, er det endnu vigtigere for danske virksomheder at fokusere på ‘talent attraction’ og promovere Danmark som en karrieremulighed. International arbejdskraft og talentudvikling er derfor også vigtige dagsordener i Vidensbyen og en af Vidensbyens målsætninger. Vidensbyens Adm. direktør Caroline Arends deltager også i konferencen. Caroline Arends var med til at etablere Youth Goodwill Ambassador Corps tilbage i 2010, da hun selv var Copenhagen Goodwill Ambassador, som bosat i udlandet.

Læs om konferencen og programmet

Foto: Copenhagen Capacity